Autoritet og frygt
Siden 2014 har jeg arbejdet som social mentor. Jeg har siden da haft rigtig mange borgere i mange forskellig aldersgrupper og på forskellige ydelser.
Jeg er stødt på én gennemgående frygt hos 90% af borgerne, som er på kontanthjælp og i kategorien 'aktivitetsparate'. Den frygt kommer fx til udtryk i sætninger som:
"Camilla, den tidligere mentor jeg havde så jeg næsten aldrig og hun anbefalede mig at starte på at ryge, så jeg ville blive inkluderet hos de andre unge i gruppen. Men jeg fortalte det aldrig til min sagsbehandler. Jeg var bange for, at hun tænkte, at det var en løgn og bare var mig, der ikke var samarbejdsvillig."
"Camilla, jeg har det så dårligt over vi skal til møde med sagsbehandler. Hvad vil hun? Hvorfor vil hun se mig? Der står i indkaldelsen at vi skal tale om job, men jeg er jo sygemeldt og kan ikke gå uden for min egen dør. Tror du hun tager min kontanthjælp?"
"Camilla, jeg skal altså have make-up på når vi skal ned til sagsbehandler. Så føler jeg mig stærkere over for hende."
"Jeg er slet ikke klar til at starte i praktik. Den sidste tid har jeg haft det så psykisk dårligt at jeg har overvejet om jeg skulle indlægge mig selv - og det er bare ved tanken om, at skulle i praktik 2 timer om ugen".
"Jeg er SÅ bange for at hun vil synes at jeg er ynkelig, bare skal tage mig sammen og at hun vil fjerne min kontanthjælp fordi hun synes jeg ikke er samarbejdsvillig." "Jeg tør ikke fortælle hende noget".
"Hvis hun ser hvor sårbar jeg faktisk er, så æder hun mig råt."
Det jeg hører er en voldsom angst for at miste sin basale sikkerhed, som ligger i hænderne på en autoritet, som de pågældende borgere ikke har tillid til. I mange tilfælde er det heldigvis en urealistisk frygt, men den manglende tillid er forståelig, da den gode og bæredygtige relation til sagsbehandleren ofte mangler.
Situationen i jobcentrene, er desværre generelt sådan, at de har minimal tid til den enkelte borger, men et stort krav til progressionen, da disse borgere hurtigst muligt skal ud på arbejdsmarkedet - og deri ligger et stort dilemma. Det er derfor enormt svært for en sagsbehandler at skabe den gode og bæredygtige relation til hver enkelt borger. På den anden side, vil det - med disse borgere - styrke progressionen, hvis relationen blev skabt.
Min vejledning til de pågældende borgere og til jer, som står med lignende følelser, er:
Tag en person, du kender og har tillid til, med til mødet med din sagsbehandler, fx en mentor, familiemedlem, ven/veninde el. lign. Det er vigtigt at du gør DIT for at føle dig så tryg som muligt.
Fortæl din sagsbehandler, hvordan du oprigtigt har det - vær ærlig over for dig selv og over for din sagsbehandler.
Har du svært ved at udtrykke dig face-to-face med din sagsbehandler, så skriv dine tanker og følelser ned på forhånd. Så har du et "manus" du kan støtte dig til eller evt kan give til din sagsbehandler.
Husk på, at din sagsbehandlers tiltag særligt bygger på de indtryk du giver, og de ting du fortæller. Sagsbehandleren kan bedst hjælpe dig når du er ærlig om din situation.
Vi tolker alle sammen meget forskelligt på både det sagte (verbale) og på kropssproget (non verbale). Når man ikke kender hinanden, kan der hurtigt opstå misforståelser. Så hvis du er i tvivl, om din sagsbehandler har forstået det, du fortæller, eller hvis du er i tvivl om det din sagsbehandler siger eller hensigten bag - så spørg!
Der er intet, der er pinligt at spørge om. Hvis du fx har en overbevisning om, at du vil blive "straffet" af jobcentret, hver gang du har en god dag, hvor du er glad og har grint - så fortæl det og spørg din sagsbehandler (også selvom du måske godt ved, at det slet ikke hænger sådan sammen).
Gør dig nogle tanker om, hvad du har brug for, for at få det bedre - og fortæl det til din sagsbehandler, så i sammen kan finde en løsning sammen.
Husk at forventnings afstemme med din sagsbehandler.
Lav evt. en tidslinje over den plan i får lavet, så det bliver visuelt og mere overskueligt for dig.
Jeg håber det giver lidt inspiration og stof til eftertanke.
Mange hilsner
Camilla